Kognitiv Psykoterapeut - Marianne Jeppesen
Efterfødselsreaktioner

Jeg har mange års erfaring med at hjælpe kvinder med efterfødselsreaktioner. Jeg tilbyder en effektiv, målrettet behandling med udgangspunkt i dine ønsker og behov både til kvinder og mænd. Selvom der gennem de seneste år har været mest fokus på kvinder med efterfødselsreaktioner, viser nye undersøgelser at 7-10% af de nybagte fædre vil opleve depressionslignende symptomer og kan hjælpes videre i livet gennem terapi.
 
At få et barn og dermed blive en større familie er for de fleste en overvældende begivenhed som udover glæde også giver anledning til bekymring og uro. Det er helt normalt at have det sådan.
 
Men ofte vil gamle traumer og personlige konflikter reaktiveres hvilket vanskeliggør den følelsesmæssige involvering i barnet. Man vil så opleve at manglende glæde, tristhed, øget irritabilitet, angst, ængstelse og ulykkelighed fylder mere end glæden over barnet og at være blevet forældre.
 
Man taler så om at have en efterfødselsreaktion. Det vil ofte opleves skamfuldt, og det kan være svært at erkende at man ikke er lykkelig når nu en lykkelig begivenhed - som at få et barn og blive forældre - er indtruffet. Inderst inde har man måske indimellem tanker om at få livet før familieforøgelsen tilbage eller bare tage væk fra det hele.
 
Mange vil fortie hvordan de har det og vil forsøge at holde facaden i forhold til andre. Og hvis de taler om det, vil reaktionen fra andre måske være at de bare skal tage sig sammen. Så forældrene vil desperat forsøge at lade som om alt er i den skønneste orden selvom det er meget lidelsesfuldt at have en efterfødselsreaktion.
 
Uden behandling vil en efterfødselsreaktion gradvist aftage over tid, men der vil være øget risiko ved ny graviditet.
 
Med behandling samt støtte og opbakning fra omgivelserne vil forløbet afkortes, og man vil udvikle nye kompetencer og dermed blive bedre rustet til at klare de udfordringer som fremtiden vil bringe.
 
 
Kognitiv Psykoterapeut Marianne Jeppesen - Dalgas Have 10, 2. tv. - 2000 Frederiksberg tlf. 61 77 91 41 - mail marianne@kognitivpsykoterapeut.dk